En lytteprimer
Seks zarzuelas at kende før middagen
Seks velkendte zarzuelas, hvem der skrev dem, hvornår de blev uropført, og hvad der gør hver af dem til en god første lytteoplevelse inden en aften i Madrids lyriske teater.
Reservér dit bord til aftenen ↗Hurtigt svar
Seks titler udgør en god første liste: La Gran Vía, La verbena de la Paloma, La revoltosa, Gigantes y cabezudos, Doña Francisquita og La corte de Faraón. De spænder fra 1886 til 1923, og de fleste foregår i Madrid eller er fyldt med madrilensk slang. De er eksempler på genren, ikke et løfte om, hvad en middag vil synge.
La Gran Vía (1886)
Et enakts género chico af Federico Chueca og Joaquín Valverde Durán med tekst af Felipe Pérez y González, uropført i juli 1886. Wikipedia kalder det et mesterværk inden for género chico, og det rejste til Wien, Paris og London. Titlen navngiver en madrilensk avenue, som dengang kun var et planlagt projekt; byggeriet begyndte i 1910, og den sidste strækning blev færdiggjort i 1929. Numrene er datidens danse, blandt dem en polka, en vals, en tango og en pasodoble.
La verbena de la Paloma (1894)
Musik af Tomás Bretón, tekst af Ricardo de la Vega. Den blev uropført på Teatro Apolo i Madrid i februar 1894 og foregår natten til Jomfruen af la Palomas fest den 14. august. Rollerne omfatter en ældre apoteker, en jaloux sætter og en sangerinde på en café. Teatro de la Zarzuela nævner den som et typisk madrilensk værk. Hvis du kun skal lytte til ét stykke inden middagen, er dette et fornuftigt førstevalg, fordi historien er enkel: en festnat, to søstre, en rival og en jaloux bejler.
La revoltosa (1897)
Ruperto Chapí skrev musikken til tekst af José López Silva og Carlos Fernández Shaw, og den blev uropført på Teatro Apolo i november 1897. Wikipedia oplister den blandt Chapís género chico-værker, og Teatro de la Zarzuela regner den blandt de typiske madrilenske zarzuelas. Den er blevet filmatiseret flere gange. En opsætning fra 2024-25 på Teatro de la Zarzuela, iscenesat med en moderne bar som kulisse, er fotografiet øverst på denne sides forside. Det fotografi viser et teater, ikke restauranten.
Gigantes y cabezudos (1898)
Manuel Fernández Caballero komponerede den, og Wikipedia kalder den det mest succesfulde af alle hans værker. Titlen henviser til kæmper og storhovedede figurer, de kostumerede paradekarakterer ved spanske festivaler. Det er et género chico-værk opkaldt efter disse figurer, og teatrets historieside oplister det blandt de værker, der først blev hørt på Teatro de la Zarzuela. Hvis du kender Spaniens festivalparader, giver titlen allerede mening.
Doña Francisquita (1923)
Amadeo Vives' treakts-zarzuela, baseret på et skuespil af Lope de Vega, havde premiere på Teatro Apolo i oktober 1923. Wikipedia kalder den en klassiker inden for genren og Vives' mesterværk, med en komisk historie om kærlighedstrekanter, der ender lykkeligt. Den indeholder to arier, som sangerne ofte indspiller: en sopranarie om en nattergal og en tenorarie om ild og røg.
La corte de Faraón (1910)
Vicente Lleó komponerede den, og den hører til género ínfimo, den lettere og dristigere gren, der voksede ud af revyen. Wikipedia siger, at den var baseret på den franske operette Madame Putiphar. Teatrets eget genreessay siger, at publikum i dag ofte nyder værker tættere på vaudeville og nævner denne og La gatita blanca. Teatro de la Zarzuela opsatte en produktion i sin sæson 2024-25.
Hvem dette ikke er for
Hvis du foretrækker at ankomme uden forberedelse, kan du ignorere denne liste; middagen kræver ingen. Hvis du vil vide, hvilke af disse der bliver sunget ved et givent bord, kan ingen fortælle dig det på forhånd, fordi restauranten vælger sit repertoire. Og hvis du ønsker komplette værker frem for sange, er en teateropsætning vejen at gå for at høre dem, med den talte handling, der binder numrene sammen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvilken zarzuela er bedst for en nybegynder?
La verbena de la Paloma er en god start: en kort Madrid-historie, der foregår ved en sommerfestival. Teatro de la Zarzuela nævner den som et typisk Madrid-værk.
Bliver disse sunget til middagen?
Ikke nødvendigvis. De er eksempler på genren. Restauranten vælger sit repertoire, og det kan ændre sig.
Er zarzuela-sange svære at følge?
Ikke for øret. Musikken er melodiøs og folkelig, og scenens handling bærer en stor del af historien, selv om du ikke forstår spansk.
Kilder